Da der torsdag blev målt 25,3 grader ved Holbæk Flyveplads, var det den 10. meteorologiske sommerdag i september i år.

På DMIs X-profil kaldes det for 'helt usædvanligt'.

Jesper Eriksen er vagthavende meteorolog ved DMI. Til B.T. siger han:

»Varmen har virkelig bidt sig fast over store dele af Europa, og vi nåede de 25 grader i dag. Det er altså ret meget for den sidste tredjedel af september. De næste dage vil temperaturen falde til mellem 17 og 20 grader, men det er også flot for årstiden,« siger han.

Selvom det ikke bliver lige så varmt fra fredag til mandag, er septembersommeren langtfra afblæst.

»Der er nogen usikkerhed om prognoserne for næste uge. Men lige nu kunne det godt se ud til, at vi kan komme op på 22 til 24 grader fra tirsdag og ind i næste uge. Der vil i hvert fald komme gang i varmepumpen igen efter weekenden, men helt hvor varmt det bliver, ved vi ikke endnu.« siger meteorologen.

September kan ende op med at blive en ren rekordmåned.

På X skriver DMI, at månedens middeltemperatur kan ende med at slå den gamle rekord på 16,2 grader, som blev opnået i 2016, 2006 og 1999.

'Det er ALDRIG sket før, at årets første efterårsmåned har tangeret eller overgået den foregående sommers varmeste månedsmiddeltemperatur!,' skriver DMI.

Inden næste varmepust skal vi dog lige igennem noget regnvejr.

DMI har udsendt et varsel om risiko for kraftig regn i det vestlige Jylland torsdag aften og natten til fredag.

»Lige nu holder vi øje med et uvejr med kraftig regn og torden, der ligger over Holland. Det har kurs mod Danmark, så det kan godt være, at vi udvider vores varsel til mere end det vestlige Jylland senere torsdag,« siger Jesper Eriksen.

Fredag morgen skulle det så fortsat regne i det østlige Danmark, mens det klarer op vestfra. Lørdag byder på byger, mens søndag skulle blive tør.

Og så er septembersommeren ellers tilbage.