Nød du det sommerlige vejr i går?
Så har DMI flere gode nyheder på vej til dig – men enkelte steder i landet er der ugler i mosen fra morgenstunden.
»Sol og sommervejr er over os og det har ikke sådan lige tænkt sig at slippe sit tag over Danmark,« skriver DMIs vagthavende meteorolog Anja Bodholdt i en kommentar på vejrtjenestens hjemmeside.
Præcis som i går skyldes det skønne sommervejr, at et stort højtryk ligger over Europa og holder fronter med regn og blæst på afstand af Danmark.
I stedet får vi varm og tør luft op over os fra syd. Derfor kommer temperaturen helt op omkring de 25 grader i dag. Måske endda lidt over.
Bor du i den sydlige del af landet, må du imidlertid væbne dig med lidt tålmodighed, før du får solen at se i dag.
Her vil der fra morgenstunden sine steder være så tæt dis og tåge, at DMI har udstedt et varsel om 'voldsomt vejr'. Varslet gælder for det sydøstligste Jylland, Sydvestsjælland og Lolland-Falster.
»Tæt tåge er defineret ved sigtbarheder under 100 meter,« oplyser DMI i varslet og tilføjer, at tågen 'kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter'.
Varslet ophører imidlertid klokken 07.30, og herefter får også de sydlige dele af landet glæde af solens lune stråler.
Og ikke nok med det.
De kommende dage vil temperaturen stige yderligere. Ifølge DMIs prognoser bliver det indian summer for fuld udblæsning især torsdag og fredag, hvor termometeret kommer helt op på 27-28 grader der, hvor det bliver varmest.
»Men som det ofte er tilfældet med efteråret, er der en hage ved det skønne vejr om dagen,« skriver Anja Bodholdt.
Om natten falder temperaturen nemlig markant til mellem 10 og 15 grader, og det kan medføre tågedannelse sent om natten og i de tidlige morgentimer.