På det seneste har det været iskoldt at være dansker.

Lørdag bliver ingen undtagelse, men der er til gengæld god mulighed for få frit udsyn til solen.

Hvert fald, hvis man bor i den ene halvdel af landet, fortæller vagthavnede meteorolog hos DMI, Nadine Damsberg.

»I den nordvestlige halvdel kommer der en del sol. I den sydøstlige del bliver det generelt mere skyet,« siger hun til B.T.

Grænsen trækkes mere eller mindre skråt gennem det danske territorium, hvor danskerne i nordvest vil have rig mulighed for at tanke op på sollys i løbet af lørdagen.

Solskin kan også blive muligt i sydøst. Men her er det mere usikkert, om solen når at bryde igennem skyerne, før det bliver mørkt, lyder det fra meteorologen.

Lørdag er der dog også en anden ting, som er værd at have for øje.

Over hele landet går vi på weekend med en iskold nat, hvor der stedvist i Jylland kan blive helt ned til 13 frostgrader.

Derfor bør man lørdag morgen være ekstra varsom i trafikken.

»Der er risiko for stedvis sne og isglatte veje i hele landet,« siger meteorologen.

Alt i alt kan dagen flere steder udvikle sig rigtig flot. Og med vind, der ikke bliver særlig kraftig, kan det derfor være en god mulighed for at komme ud og nyde naturen.