Landet bliver delt i to denne søndag.

Især en landsdel vinder i efterårets vejr-lotteri.

Det er nu ikke, fordi der bliver de store temperaturforskelle, lyder det fra DMI's vagthavende meteorolog Anja Bodholdt.

10-12 grader bliver det til over hele landet.

Måske en enkelt grad varmere i København og det østlige Sjælland, idet vinden – som bliver svag til jævn – kommer fra vest.

Men det er ikke her, efteråret viser sig fra sin flotteste side denne søndag.

Derimod får nordjyderne det klart flotteste vejr.

»Nordjylland får solen at se her til eftermiddag,« siger Anja Bodholdt.

Fra morgenstunden er det skyet over hele landet, og der er lidt byger rundt omkring.

Op ad dagen kommer det til at holde tørt over store dele af landet – men bestemt ikke alle steder.

»Ved middagstid kommer der skyer ind over Danmark fra sydvest, som vil give nedbør,« fortæller Anja Bodholdt.

Fronten kommer til at dele landet i to. Det vestlige og sydlige Jylland, hele Fyn, Sydsjælland og Lolland-Falster får nedbør i eftermiddags- og aftentimer, mens resten af landet slipper.

»Der kommer ikke til at falde så meget regn. To til fem millimeter bliver det til, vil jeg tro,« siger Anja Bodholdt.

Hun kalder denne søndag for en 'mellemdag', men mange steder bliver vejret ikke desto mindre så fint, at hun runder af med en lille opfordring:

»Det vil da være oplagt at slutte ugen af med en gåtur ude i det fri.«

Som du kan se herunder, er der dog en hel del forskel på, hvad du skal iføre dig af tøj, før du denne søndag bevæger dig ud i den danske natur, alt efter hvor i landet, du bor.

Aalborg
Nordjylland får det flotteste vejr denne søndag, hvor aalborgenserne kan se frem til nogen sol – især i løbet af eftermiddagen.

Aarhus
»I Aarhus bliver det en dag med mange skyer, men det vil stort set holde tørt. Der kan komme lidt dryp fra oven,« siger Anja Bodholdt.

Odense
Fyn slipper ikke for den front, som fra søndag eftermiddag kommer op over landet fra sydvest.
Fra sidst på eftermiddagen kommer det derfor til at regne en del i Odense.
»Men det er ikke de store mængder, der falder,« lyder det trods alt beroligende fra Anja Bodholdt.

København
I Hovedstaden bliver det en overvejende skyet, men tør søndag.
Idet vinden kommer fra vestlige retninger, bliver det en anelse lunere i København, end i de tre andre store byer.
»Forskellen bliver nu næppe større end en enkelt varmegrad,,« siger Anja Bodholdt.