Det kan se harmløst ud på termometret, men lad dig ikke narre. For selvom temperaturen kun ligger omkring frysepunktet, føles vintervejret markant koldere. Kulde og blæst går hånd i hånd – og det kan mærkes.
»Det er koldt og blæsende, og derfor kan det føles som mellem fem og ni graders frost,« fastslår Hans Peter Wandler, vagthavende meteorolog ved DMI.
Det er især vinden, der får kulden til at bide for alvor.
»Der ventes let til frisk vind, og ved kysterne kan det blive hård vind og lokal kuling,« siger han.
Samtidig kan der falde lidt sne i det meste af landet.
»Det er dog ikke de store mængder. De steder, hvor der kommer mest, taler vi om et par centimeter,« lyder det.
Men selv små mængder sne kan give problemer.
»Man skal være opmærksom på stedvise sne- og isglatte veje hele døgnet,« advarer meteorologen.
Skal du ud – især på cykel – er rådet klokkeklart:
»Husk hue og handsker. Kulden bider mere, end temperaturen viser.«
Kort sagt: Gråt. Blæsende. Bidende koldt.
»Det er dansk vinter, som vi kender den. Vejret er gået i hak som en gramofonplade,« afslutter Hans Peter Wandler.

