Et lavtryk, der lige nu ligger syd for Bornholm, kan give kraftige mængder regn til Sjælland og Bornholm i begyndelsen af næste uge.
Det fortæller Claus Larsen fra DMI.
»Det er helt sikkert, at der kommer en hel del regn til Sjælland og Bornholm, men om det bliver meget voldsomt er stadig lidt usikkert,« fortæller han til B.T.
Det skyldes, at den voldsomme regn fra lavtrykket kan snige sig udenom Danmark og ramme dele af Polen i stedet for.

Claus Larsen tilføjer, at man skal sikre sig mod oversvømmelser, hvis den kraftige regn rammer Danmark.
»Hvis det bliver voldsomt, så kan der forekomme oversvømmelser, mens man skal være opmærksom på, at der kommer akvaplaning på vejene.«
Den kraftige regn indeholder ingen torden eller lynnedslag, men der kan falde 24 millimeter fordelt på seks timer.
Regnen vil som udgangspunkt kun ramme den østlige del af landet, mens den vestlige del går fri i denne omgang.

Det generelle vejr den kommende uge bliver forsat efterårsagtigt.
Derudover daler temperaturerne, når vi kommer tættere på weekenden.
»Temperaturerne kommer til at være på omkring 18 grader, mens vi omkring næste weekend kan komme under 15 grader,« siger Claus Larsen til B.T.
Han slutter med at fortælle, at vinden de kommende dage kan være med styrke af kuling lokalt.


