DMI kommer med solstrålehistorie
Det gode sommervejr er langt fra forbi, lyder det fra vagthavende meteorolog ved DMI.

Det gode sommervejr er langt fra forbi, lyder det fra vagthavende meteorolog ved DMI.

Lidt af en solstrålehistorie.
Sådan præsenterer vagthavende meteorolog ved DMI, Jens Lindskjold, vejret for torsdag.
»De byger, som har huseret lidt i dag, er mest af alt væk i morgen, så vi fra solopgang allerede har sol i store dele af landet,« fortæller han.
Efter en onsdag med trist og vådt vejr, så vender det solrige sommervejr nemlig tilbage med temperaturer på mellem 20 og 25 grader.
Jens Lindskjold fortæller, at torsdagen bliver super behagelig, hvor det ikke bliver for varmt, men der kommer godt med solskin. Og i den forbindelse kommer han med en opfordring:
»Man skal stadig huske solcremen, for det er så meget sommer, som det kan blive i Danmark, og vejret vil invitere til, at man bruger tiden udenfor«.
Han fortæller, at vi er inde i periode med hver anden dags vejr, hvor vi hver anden dag kan forvente solrigt sommervejr, mens de resterende dage bliver en anelse kedelige og grå.
Men vi har stadig en masse sommerdage i vente.
»Jeg vil gerne garantere, at der kommer et tidspunkt i løbet af sommeren, hvor vi vil få det lidt for varmt«.
Så frygt ej, hvis du ikke er gået på sommerferie endnu – kvoten for det solrige sommervejr er ikke brugt op endnu.