Der er dårligt nyt, hvis man som dansker håber, at det småkolde forårsvejr snart vil vise sig fra sin lidt lunere side.

Der er nemlig lange udsigter til, at varmere vejr er på vej. 

Det fortæller DMIs vagthavende Hans Walder til B.T.

Torsdagens vejr vil nemlig byde på mere kold luft og flere steder i landet endda byger, fortæller han. 

»En masse skyer vil drive hen over land i løbet af natten til torsdag, som vil gøre morgenen overskyet med regn,« siger han 

Det vil dog klare op i løbet af dagen med tørt vejr.

Det er desuden en god idé ikke at pakke sit varme vintertøj helt væk endnu.

Temperaturerne vil nemlig ligge på omkring 8 til 15 grader. 

»Foråret har svært ved at bryde igennem i disse dage. Fredag og lørdag vil det blive lidt varmere med 11 til 16 grader, men allerede søndag vil det gå nedad igen med koldere vejr,« siger Hans Walder.

Og man kan også skyde en hvid pil efter varmere vejr i næste uge. Her lurer kold luft nordfra, som vil banke temperaturerne yderligere ned, tilføjer han.