Det klassiske efterårsvejr rammer Danmark lørdag. 

Der vil nemlig være nogen sol fra morgenstunden, men så kommer bygerne i løbet af dagen. 

Sådan lyder det fra DMIs vagthavende meteorolog Andy Ahumada. 

»Ja, det er en helt normal efterårsdag,« siger han. 

Temperaturen lander et sted mellem seks og ti grader, hvor det vil være koldest i Midt- og Nordjylland. 

Vinden bliver endnu en dag let til frisk, og ved vestkysterne kan den svinge sig helt op til hård, siger meteorologen. 

»Ud på aftenen og natten vil det fortsat være skyet – der kommer dog opklaring vestfra i løbet af natten,« siger han. 

Og så er der altså risiko for nattefrost, slutter Andy Ahumada af.