December er lun med grader et stykke over frysepunktet. Men det vender, når kalenderen siger 2019.

Det viser DMI's nye langtidsprognose.

Julemåneden vil skuffe de mange, der har drømt om hvid jul. Det er blevet til enkelte snedryp, men der har været langt mellem snefnuggene.

Det fortsætter ind i det nye år.

2019 starter med en januar, der ligger sig i slipstrømmen af december 2018, der har været våd, blæsende og lun.

Men hen mod februar vender det. Det skyldes, at Danmark kommer til at ligge i et smørhul mellem lavtryk i syd og højtryk i nord.

»Der vil være stor sandsynlighed for perioder, hvor vind og vejr bliver hentet fra nordøst.«

»Det betyder som regel koldt vintervejr med mulighed for udbredt nattefrost og snebyger,« skriver meteorolog Martin Lindberg i sin analyse af langtidsprognosen.

Vejrudsigten er fortsat usikker, så DMI tør ikke lægge sig fast på, hvornår og hvor meget sne danskerne kan se frem til.

»Men det ser ud til at blive tre måneder med plads til kuldeperioder, hvor dagtemperaturen næppe kommer over frysepunktet, og nætterne kan blive rigtig kolde,« skriver Martin Lindberg på DMI's hjemmeside.

Prognosen viser, at de tre første måneder af 2019 vil ende omkring normalen for det første kvartal. Februar ser ud til at blive den koldeste.

I forhold til nedbør bliver det også tæt på det normale niveau for årstiden.