»Man skal nok have regnfrakke og paraply med«

Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog, Sandra Nygaard.

Fra morgenstunden trækker regn ind over Jylland, og i løbet af formiddagen bevæger det sig videre mod øst.

Omkring formiddagstimerne når regnen også Sjælland.

Det bliver dog ikke de store mængder vand.

»Det er mere vedvarende regn, som er på vej, end store mængder,« siger Sandra Nygaard.

Samtidig trækker en koldfront ind over Jylland i løbet af formiddagen.

Ved middagstid begynder den køligere luft især at kunne mærkes i Nord- og Vestjylland.

»Det bliver en dag med temperaturer mellem 11 og 16 grader. Det bliver varmest i den sydlige del af landet, mens det bliver køligere i Jylland, fordi der kommer en koldfront,« forklarer meteorologen.

Senere på dagen begynder regnen at slippe sit tag i Nordvestjylland.

Her kan der endda komme lidt sol, inden den går ned.

Mod øst hænger regnen længere ved, og ifølge metrologen vil der fredag aften fortsat være udbredt regn i de østlige egne.