Torsdagen begynder bidende koldt – de fleste steder i landet.
For allerede fra den tidlig morgenstund kan nogle stå op til hele 13 graders frost – visse steder i Danmark.
»Det er en iskold morgen. Typisk vil man stå op til fem til ti graders frost, hvor det visse steder kan være helt nede på 13 graders frost,« oplyser Jesper Eriksen, der er meteorolog ved DMI.
Og det er ikke kun den kolde luft, der kan give udfordringer i morgentimerne, da en tæt tåge kan ramme enkelte steder.
»Nogle steder kan en tåge lægge sig ned til en til to meter. Så sigtbarheden vil være dårlig – først på dagen,« fortsætter han.
»Den gode nyhed er, der ikke kommer til at være vind i morgen.«
For når morgentågen letter, vil de fleste steder få nogen eller en del sol, men de første morgentimer vil være skyet.
Dog kan meteorologen oplyse, at varmere vejr er på vej.
»Det milde vejr er lige om hjørnet,« siger han.
»I weekenden har vi lovet, at vejret ændrer sig, hvor det vil skifte fra sne til regn i løbet af fredag sent og natten til lørdag.«
Dog vil der være snefygning fredag og lokalt være isslag – så pas på, hvis du bevæger dig ud i weekendtrafikken. Da vejret kan give spejlglatte veje fredag aften og natten til lørdag.
