Spåkuglen på DMI's hovedkontor er sløret, når meteorologerne forsøger at spå om himlen over nytårsaften.

»Det er en smule bøvlet, det, der sker vejrmæssigt den første del af ugen. Vi kommer til at få et opdelt land,« fortæller vagtchef ved DMI Lars Henriksen. 

Vagtchefen hentyder til, at der tirsdag dag kommer til at udspille sig et vejr-slag over Danmark.

En kulde vil trække ned over Danmark fra nord, mens en varme syd for landet vil møde kulden et sted, vagtchefen endnu ikke kan fastlægge.

Helt oppe i den nordlige del af Danmark vil nytårsaftensdag derfor formentlig byde på slud og sne, mens regnen vil falde over de danskere, der har bosat sig i landets sydlige områder.

»Men det er meget usikkert, hvor den grænse kommer til at ligge. Det kan også være, at varmen skubber endnu mere på, og så er den ingen sne eller slud. Men det er virkelig et grænsetilfælde, så det kan sagtens ændre sig de næste par dage,« siger Lars Henriksen 

Men når vagtchefen skruer udsigten et par timer frem til selve nytårsaften, bliver han mere klar i forudsigelsen. 

Her tyder det meste på, at kulden har tabt slaget. 

Det betyder, at danskerne vil opleve en ifølge Lars Henriksen 'klassisk dansk nytårsaften'.

»Det bliver med regn i hele landet og en mild blæst. Der kommer ikke til at være nogle stjerner at se.«

Men igen slår vagtchefen fast, at dagens udfald kan ændre sig. 

Men selvom det grå og våde vejr fortsætter ind i årets første dag, har Lars Henriksen et helt konkret råd til dig,  hvis du hellere vil bruge nytårsdag iført dine nye løbesko i stedet for at ligge på sofaen begravet i take-away-indpakning

»Hvis man bor i landets sydlige del, skal man mod øst, for så får man vind i ryggen. I landets nordlige halvdel er det lidt sværere at forudsige vinden,« siger Lars Henriksen.