De kraftige regn- og tordenbyger, som natten til lørdag ligger over Nordvesttyskland og Tyske Bugt, har »fortsat kurs mod Danmark«.

Sådan lyder det i den seneste melding fra DMI – og det betyder, at store dele af landet kan blive ramt af netop dem.

»Især Sønderjylland, Østjylland og Fyn ser ud til at få besøg af bygerne, der kan være kraftige og med torden, hagl og kraftige vindstød,« forklarer vagthavende meteorolog Mette Zhang natten til lørdag i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside.

Siden fredag har DMI haft udsendt et varsel om 'lokale skybrud og torden' for store dele af landet – særligt i det jyske og på Fyn.

Det varsel er endnu gældende tidligt lørdag morgen.

»Lokalt kan bygerne blive så kraftige, at der er tale om skybrud, der er defineret som mindst 15 millimeter regn på 30 minutter,« forklarer Mette Zhang i vejrkommentaren.

Endnu svinger prognoserne dog også lidt i forhold til placering og styrke af bygerne, lyder det.

Det varsel, som DMI har udsendt, er foreløbigt gældende frem til ved 08-tiden lørdag morgen.

Udover risiko for regn og skybrud flere steder får vi også høje temperaturer denne lørdag.

Helt konkret forventes termometrene at kunne vise op mellem 20 og 28 grader.