Det har rusket i løbet af dagen, men det værste søndagsvejr er endnu ikke kommet.

Så klart lyder meldingen fra DMIs meteorolog Mette Zhang fra DMI.

»Vinden ser ud til at toppe i løbet af aftenen. Det er her i de sene aftentimer, at vi får den kraftigste vind,« siger hun til B.T. med henvisning til Vestkysten.

»Herefter vil vinden i løbet af natten aftage,« tilføjer hun.

En regulær storm venter dog ikke.

»Det bliver knap så slemt som det, der har været den forgangne nat, men vi får da nogen gode vindstød,« understreger meteorologen.

Langs Vestkysten forventer DMI hård kuling og lokalt kan der komme stormende kuling, blandt andet omkring Blåvandshuk.

Samtidig presser vinden vand fra Nordsøen ind mod kysterne, og DMI har varslet forhøjet vandstand natten til mandag i Vadehavet, langs den centrale vestkyst og i den vestlige del af Limfjorden.