Selvom vintervejret og de kolde temperaturer fortsætter søndag, så kigger solen samtidig forbi.
Men selvom solen skinner og får sneen til at skinne, så er det ikke en helt ufarlig affære.
Det gør nemlig, at man skal være opmærksom på noget helt bestemt, siger Kasper Bonde Niebe, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.
Ovenpå en nat med kuldegrader helt ned til minus 13-14 grader, så kan særligt den østlige del af landet vågne op til pænt vejr med nogen eller en del sol.
»Solen kan smelte noget sne, men på grund af de kolde temperaturer kan vandet fryse til is igen og give stedvis isglatte veje,« påpeger meteorologen og tilføjer:
»Så man skal passe på, at man ikke glider.«
Hvis vi så lige vender blikket mod den vestlige del af landet, så er søndagens vejr mest præget af skyer. Dog kan der lokalt drysse ekstra vinterligt vejr ned fra oven.
»Der kan komme enkelte mindre snebyger i Jylland, særligt i den vestlige og nordvestlige del af det jyske,« lyder det fra Kasper Bonde Niebe.
I løbet af dagen kan de mange skyer så godt sprede sig til det meste af landet. Til gengæld overskygger skydækket ikke for det vinterlige, kolde vejr, der ifølge meteorologen stadig ser ud til at fortsætte.
Derfor har Kasper Bonde Niebe også et godt råd til, hvordan man kan bruge sin sidste vinterferiedag:
»Det gælder om at klæde sig godt på med vintertøj og så ud og nyde det snedækkede vinterlandskab.«
