Starten på weekenden kan godt blive med nedbør.

Det danske sommervejr er meget snart – i hvert fald på kalenderen – et overstået kapitel for denne omgang.

Alligevel så ser fredagens vejr ikke så dumt ud endda, fortæller vagthavende meteorolog i DMI Anja Bodholdt:

»Det kommer til at blive 18-22 grader, hvor vinden kun vil være svag til jævn fra en syd- og sydvestlig retning,« siger hun, inden meteorologen nævner chancerne for regn:

»Der vil være mulighed for en byge i det meste af landet. Det starter skyet i Nordjylland, på Sjælland og på Bornholm. Det vil klare op flere steder, mens det bliver nok skyet hele dagen på Bornholm - og dér vil der nok være byger on and off,« konstaterer Anja Bodholdt.

Meteorologen fortæller yderligere, at der sandsynligvis er de største chancer for sol i den sydvestlige del af landet, og at det ser »udmærket ud på sådan en fredag.«