Sommervejret er kommet til Danmark.
Men det er ikke alle dele af landet, hvor der kan forventes tørvejr hele torsdagen.
»I den nordlige del af landet vil der være masser af sol og tørvejr. Over den sydlige del, og måske især Bornholm, kan der være perioder med mere skyet vejr, og i løbet af dagen vil der være risiko for, at der kan blive dannet nogle regn- og tordenbyger,« siger vagthavende ved DMI Klaus Larsen.
Forskellen skyldes en mere fugtig luft i landets sydlige del.
For de mange i hovedstadsområdet, der drømmer om at få en smule sol på næsetippen, er der grund til at være optimistisk. Men det kan alligevel være en idé at orientere sig opad i ny og næ, hvis planen er at komme hjem med tørre fødder.
»Jeg tror, vi ligger på grænsen. Risikoen for byger er nok ikke så stor, men den er til stede.«
Det gode vejr vil med garanti også trække danskerne mod vandet, og selvom der over hele landet kan forventes relativt varmt badevand, vil det ifølge DMI være et par grader koldere ude ved Vestkysten.
For dem, der håber på lige så godt vejr henover weekenden, ser prognosen ganske glimrende ud. Temperaturerne falder ganske vist en smule til lejet 20-25 grader, men så følger der også en bonus med.
»Vi får en lidt mere nordvestlig strømning, der lige tager toppen af temperaturen, men det stabiliserer også vejret en smule, så der kommer mere solskin og færre byger henover weekenden,« forklarer Klaus Larsen.



