Lige som sommeren så ud til at have fået fat, udsender DMI lørdag aften en risikomelding om et markant vejrskifte.
»Lige nu er der 20-30 procents chance for både skybrud og torden søndag,« lyder den nedslående melding fra vagthavende meteorolog, Jesper Eriksen.
Størst risiko er der for, at jyderne og fynboerne får vand i stride strømme.
»Men hvis det kommer, kommer det lokalt. Det er meget få, der vil opleve skybrud. Det kan være, at der kommer skybrud et sted, mens der seks kilometer væk måske kun vil falde op til seks millimeter regn,« siger han.
Endnu er der kun tale om en ‘risikomelding’, men den kan blive opgraderet til et regulært skybrudsvarsel, hvis chancen for vand stiger til 50 eller 60 procent, lyder forklaringen.
Det er et regnvejr over Tyskland, der i den forbindelse har meteorologens opmærksomhed.
»Lige nu ligger det 700-800 kilometer nede i Tyskland og ser stygt ud. Bevarer det styrken, skal vi nok opgradere vores prognose,« siger Jesper Eriksen.
Med vandet følger også mulighed for tordenvejr, der søndag primært vil kunne ramme Fyn og Jylland, men som senere på dagen 'måske også vil kunne nå Sjælland'.
»Det dårlige vejr skyldes en koldfront vestfra, der søndag vifter sommervarmen væk,« siger han og forudser, at temperaturerne i den kommende uge vil falde til 15-20 grader.
Bor man østpå i landet, er der dog mulighed for at nyde en sidste sommerdag i denne omgang.
Her kan temperaturerne søndag nemlig stadig nå op til 25 grader, lover Jesper Eriksen.