Paraply i vest. Solchance i øst.

Ja, mandagens vejr kommer bestemt til at se forskellig ud alt efter, hvor man befinder sig.

Mens Jylland får skyer og regn fra morgenstunden, vil solen kigge frem længere mod øst – og det vil kunne mærkes.

Det fortæller vagthavende meteorolog Sandra Nygaard.

Fronten bevæger sig i løbet af dagen fra Jylland mod øst og taber gradvist styrke undervejs.

»Den har mindre og mindre regn med sig, jo længere østpå den kommer,« pointerer Sandra Nygaard.

Det giver samtidig mulighed for stedvis sol på Fyn, Sjælland, Bornholm og i Sønderjylland.

Også temperaturerne kommer til at dele landet.

»Det bliver mellem 15 og 20 grader, og varmest bliver det i Sønderjylland, på Fyn og Sydsjælland, hvor termometeret lokalt kan snige sig op på 20 grader.«

I Nordjylland trækker man til gengæld det korteste strå, da det bliver køligere end i resten af landet. 

Temperaturen kommer næppe over 15 grader, vurderer meteorologen.

Vinden bliver svag til jævn fra syd og drejer senere mod sydvest. Ved kysterne kan den blive frisk.

Trods forskellene er der dog ingen grund til at forvente noget dramatisk. 

»Det bliver ikke noget vildt – bare ganske almindeligt efterår,« afrunder Sandra Nygaard.