Vi er kun lige trådt ind i februar, men det er allerede så som så med vinteren.

Eneste undtagelse er natten mellem søndag og mandag, hvor der bliver koldt og nattefrost i visse dele af landet.

I morgen melder DMI om nedbør i hele landet. Men alt efter hvor man bor, kan det blive i form af enten regn, slud eller sne.

»I Vestjylland falder det som regn, men jo længere østover, man kommer, des mere hvid kan nedbøren blive,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Henning Gisselø.

»I Nordsjælland falder det mest som slud.«

Skyet og regn

Nattefrost og nedbør er en skidt kombi for morgentrafikken. I de tidlige morgentimer mandag skal alle bilister (med undtagelse af dem, der bor i Vestjylland) være opmærksomme på glatte veje.

Efter prognoserne slår vejret mandag om til en generelt mere mild vintermodel.

»Ugen byder på perioder med regn og blæst og temperaturer over frysepunktet. Der er ikke udsigt til meget nattefrost.

Desværre er der heller ikke udsigt til meget solskin.

Ifølge Henning Gisselø er den mest rammende overskrift på vejret i næste uge: ‘Skyet og regn'.

»Det er for tidligt at aflyse vinteren. Det kan stadig nå at blive koldt, men den næste uges tid er der ikke udsigt til vinter,« siger han.