Der er ‘en hæderlig chance’ for at se solformørkelsen onsdag aften i hele landet. 

Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Zhang, til B.T.

»Over det meste af landet kommer der til at ligge et højtliggende lag af skyer, der filtrerer sollyset. Spørgsmålet er, hvor tykke skyerne bliver, men lige nu ser det ud som om, at det bliver tynde, højtliggende skyer,« siger hun.

Og det er godt nyt. 

Det er på onsdag fra klokken cirka 19, at man kan opleve en delvis solformørkelse. Den slutter klokken 20.53 og dækker maksimalt af solskiven kl. 20.03, hvor den vil nå op på 85 procent.

Ifølge Lex.dk bliver det den kraftigste solformørkelse, som Danmark har oplevet siden 2015. Og det er med at nyde den. For man skal vente til 2048, hvis man vil se en ny solformørkelse med samme effekt.

Mette Zhang fortæller, at det vil være de såkaldte 'Cirrusskyer', der kan komme til at drille. Man godt kan se solen, men den bliver filtreret af et hvidt skydække.

»Der bliver en hæderlig chance for at se solformørkelsen i hele landet. Som det ser ud nu bliver det bedst på Bornholm, hvor der vil være færrest skyer, mens det bliver sværere at se solen i Jylland,« lyder det fra Mette Zhang.

Hun understreger dog, at prognoserne ikke er helt sikre endnu.

»Tirsdag og onsdag bliver vi mere sikre på, hvordan vejret bliver.«