Vejret den næste uge bliver, som vi kender det bedst i efteråret.

»Vi får kølige, klare dage og lidt lunere overskyede dage som også kan byde på en del regn,« siger vagthavende ved DMI, Frank Nielsen, til B.T.

Mandag og tirsdag bliver vejret klart med få lokale byger. Temperaturen kommer til at ligge på mellem 12-15 grader, og vi kan få ret kølige morgener.

»Man skal have handsker på om morgenen mandag og tirsdag, hvis man cykler til arbejde. Vejret bliver ligesom søndag,« siger Frank Nielsen.

Søndag byder nemlig også på klart, men køligt vejr og en frisk vind.

Onsdag bliver det en smule lunere med mellem 15-17 grader, men solen forsvinder.

Der kommer nemlig en varmefront fra vest, og den bringer skyer og regn med sig, som bliver hængende til og med torsdag.

»Sådan er det, når vi får varme fra vest - så kommer der regn med,« fortæller den vagthavende.

Torsdag vil være præget af, at det er en smule varmere i de sydlige dele af landet, mens det nordpå vil være køligt.

Fredag begynder det at klare op igen, og temperaturen falder.

Det bliver altså helt klassisk efterårsvejr, som dog kommer til at være på den kølige side i forhold til, hvad vi nogle gange kan opleve på denne tid af året.