For de fleste danskere skal regnjakken eller paraplyen findes frem til dagen. 

Onsdag bliver nemlig en regulær gråvejrsdag, som vi kender dem bedst. 

Det fortæller Mette Wagner, der er meteorolog ved DMI, til B.T. 

»Det er primært regn. Det er heller ikke lunt – temperaturen vil ligge mellem 2 og 6 grader. Det er ved at være nede i en normal decembertemperatur,« uddyber hun. 

Hvis man befinder sig i Nordjylland eller Nordsjælland er der mulighed for slud, men også det vil klare op i løbet af dagen, forklarer Mette Wagner. 

Også i disse landsdele er der risiko for glatte veje. 

Hvorvidt decembermåned vil bringe et hvidt lag over Danmark, er dog for langt ude i fremtiden for meteorologen at spå om. 

»Der er store usikkerheder. Så kan jeg lige så godt kaste en terning og forvente, at det fejler. Vi må vente i spænding,« siger hun.