Selvom mandagen bliver en grå og fugtig omgang, er der lunere vejr senere på ugen. 

Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog ved DMI Kasper Bonde Niebe. 

For ugens første dag byder på en noget skyet omgang i det meste af landet, hvor der i løbet af eftermiddagen og aftenen vil falde lidt regn. 

»Særligt den vestlige halvdel af landet vil få vådt vejr. Den østlige del vil være skyet og ikke lige så vådt, men lokalt vil der falde lidt dryp,« lyder det fra meteorologen til B.T. 

Vinden bliver let til frisk, men kan visse steder være kraftigere omkring Kattegat og Østersøen. Temperaturer lander mellem syv til tolv grader på ugens første dag. I løbet af natten til tirsdag falder temperaturerne til mellem fem og ti grader. 

»Et lidt mildt, fugtigt døgn med lidt gråvejr,« fortsætter Kasper Bonde Niebe. 

Ugen vil dog fortsætte med omskifteligt vejr, hvor der i løbet af onsdagen begynder at komme varme tider i sigte. 

»Særligt torsdag begynder vejret at blive lidt lunere og med færre skyer og mindre regn. Her kan det komme op på omkring 15 til 16 grader. Så der begynder det at være lidt mere forår.«