Når et stormlavtryk søndag rammer nord for os, bringer den ikke kun voldsomme vindstød med sig.
Den kan også forårsage store bølger. Så store, at de kan blive 10-11 meter høje.
Sådan lyder det lørdag fra DMI i et opslag på X:
»Vores prognoser forudsiger 10-11 meter høje bølger i Skagerrak søndag eftermiddag (påskedag) i forbindelse med, at et stormlavtryk drager lige nord om farvandet,« lyder det.
Størstedelen af de færger, som søndag sejler mellem Hirtshals og Norge, er også blevet aflyst på grund af et varsel om storm i det sydlige Norge, har selskaberne Fjord Line og Color Lines oplyst på deres hjemmesider.
Danmarks Meteorologiske Institut har tidligere advaret om, at søndag kan blive særdeles blæsende for os herhjemme, når lavtrykket passerer nordvest om os.
Den kraftigste vind forventes at kunne ramme fra søndag eftermiddag mellem klokken 13 og frem til om aftenen – og særligt i Nord- og Nordvestjylland vil man kunne mærke den.
»Her tiltager vinden i løbet af dagen op til hård kuling eller stormende kuling fra vest og sydvest med vindstød af måske stærk stormstyrke eller orkan,« har meteorolog Andy L. Ahumada tidligere lørdag forklaret i en kommentar hos DMI.

