Hvis du er ude at nyde det tørre og solrige vejr, kan du bare fortsætte hele aftenen lørdag.
Det fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog ved DMI lørdag eftermiddag.
»De nærmeste skyer ligger ude i nordsøen, så dagen kommer mest af alt til at slutte med sol,« siger han.
Også derfor kan man forvente lidt koldere vejr hen på aftenen, hvis man bor langs den jyske vestkyst.
Her kan temperaturerne komme ned under 10 grader, og nogle skyer vil vise sig langs kysten.
Varmest får sjællænderne det med temperaturer over 10 grader til sent på aftenen.
Det bliver altså ikke lutter sol og glade dage weekenden ud.
»I morgen ligger en svag koldfront, som vil passere over hele landet. Men de fleste steder vil dagen slutte med sol,« fortæller Jesper Eriksen.
Hvis man er landmand eller haveejer og tørster efter regn, skal man nok ikke regne med at få tørsten stillet.
»For nogle er det jo ikke lig med godt vejr, hvis det er tørt. Men hvis man kan lide sol, får man altså sol,« siger han og fortsætter:
»Så hvis du har lyst til at grille, kan du sagtens det.«