Dagen starter i en »blandet landhandel med skyer og ikke skyer,« men et sted i Kongeriget er sagen en helt anden.

Så klart lyder det fra DMIs vagthavende meteorolog Mette Zhang.

Særligt i den nordlige del af Nordjylland bliver morgenen grå og trist.

Men inden du når at sukke dig gennem morgenkaffen, så lysner det:

»Når man når hen ad formiddagen, får man sol i hele landet.«

Temperaturerne ender omkring 10 grader, og særligt i den sydlige del af landet kan det snige sig op mod 14 grader.

»Det er på ingen måde koldt for årstiden.«

Hun forklarer, at vi ligger et par grader over normalen for sæsonen. Vinden kommer fra syd og sydøst:.

»Men der bliver virkelig ikke meget af den,« understreger den vagthavende meteorolog

Så hvis du savner action i vejret, så skal du ikke kigge mod Danmark, men derimod andre dele af Kongeriget.

»Hvis man skulle finde et sted i Kongeriget, hvor der er lidt mere vildt vejr, så er det Sydgrønland.«

Her blæser det op mod stormstyrke, som er 24,5 m/s i sekundet, lyder det fra Mette Zhang.