Sommeren går officielt på hæld, når kalenderen fredag skifter fra august til september. Heldigvis betyder det dog ikke, at temperaturerne falder synderligt.
September ser nemlig ud til at blive en måned med en smule varmere vejr end normalt, og flere dage kan termometeret overstige de 20 grader.
Det forklarer langtidsmeteorolog Martin Lindberg, der har lavet DMIs månedsprognose for semptembervejret.
»Overordnet set kan man sige, at det bliver lidt vådere end normalt og lidt varmere end normalt,« lyder det fra Martin Lindberg.
Allerede fra næste uge kan vi forvente varme temperaturer takket være et højtryk - men paraplyen skal nok også findes frem.
»Det ser ud til, at vi får et højtryk over Nordøsteuropa, og vi får nok også en omgang varm luft øst fra, så vi kan nogle dage komme over 20 grader. Det vil dog stadig være ustabilt, og vi kan få en del regn fra sydvest, så det vil ikke være stabilt,« forklarer Martin Lindberg, der understreger, at særligt tirsdag, onsdag og torsdag i næste ser ud til at blive dage med over 20 grader.
Mønsteret med lune temperaturer og et noget ustadigt vejr med regn gør sig gældende gennem hele måneden, selvom vi dog må forvente noget lavere temperaturer sidst på måneden.
»Temperaturen falder sidst i perioden, men uge 36 og 37 er der gode muligheder for omkring 20 grader,« forklarer Martin Lindberg.
Udover det lune vejr i dagtimerne byder september også på nattemperaturer, der bliver noget varmere end normalt for årstiden.
»Nattemperaturerne er også lune, og vi får ikke kolde nattemperaturer, men mellem 8 og 14 grader. Der er ingen risiko for nattefrost,« forsikrer Martin Lindberg.
Han understreger, at når man laver en vejrprognose for hele september, så er den naturligvis behæftet med usikkerheder.
»Præcis hvor meget regn, der kommer, er usikkert, men temperaturprognosen er mere sikker, og det bliver nu ret lunt,« siger meteorologen.