Venter du tålmodigt på, at du kan trække kælken frem til en ordentlig tur ned ad den stejleste bakke, du kender?

Så skal du være tålmodig lidt endnu. DMI er nemlig udkommet med deres prognose for decembervejret, og her står der desværre ikke ret meget sne på menuen.

»Når vi går ind i julemåneden, er der i begyndelsen ikke meget, der minder om vintervejr,« skriver Steen Hermansen, der er langtidsmeteorolog ved DMI.

De første tre uger af december står nemlig på en del byger med dage imellem, hvor det er muligt at gå tur uden paraply og med solbriller på for at skærme mod vintersolen.

Her bliver det mellem to til ni grader - altså et spørgsmål om du skal have en trøje på indenunder vinterjakken eller ej.

Om natten skal man forvente mellem tre graders frost og seks graders varme i de tre første uger af december.

Det er ikke koldt nok til et solidt snevejr. Men i dagene mellem jul og nytår, kan vi måske komme til at opleve små snefnug dale ned fra himlen.

»Er timingen rigtig, kan det blive til julesne,« skriver Steen Henriksen.

»Det mest sandsynlige scenarie er dog trods alt, at vi meget af tiden nok skal hente vores vejr fra vest og dermed kan se frem til forholdsvis normale forhold for december.«