Det er koldt denne morgen. Meget koldt.

Et sammenfald mellem lave temperaturer og en del blæst gør, at det nogle steder kan føles som minus 12 til 15 grader. Men – det er faktisk kun en forsmag på, hvad vi har i vente den kommende tid.

Det fortæller den vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Anja Bodholdt.

»Hvis det bliver den her jævne til hårde vind i dag, så blæser det otte-ti meter pr. sekund. Og hvis temperaturen så er omkring frysepunktet, så vil det faktisk føles som 12-15 graders frost,« forklarer hun og tilføjer:

»Men det er så bare en forsmag på, hvad der venter os. For vinden trapper gradvist op den kommende tid, og temperaturen trapper gradvist ned. Så det vil kun komme til at føles koldere de kommende fem-seks dage.«

Før vi kommer dertil, skal vi lige have overstået en onsdag, hvor der flere steder kan falde sne.

Hvis man forestiller sig, at man trækker en streg på tværs gennem landet og dermed deler landet i to, vil man i særligt den sydlige halvdel kunne få drys af hvide fnug.

I løbet af eftermiddagstimerne kan der også komme lidt sne til den nordlige del af Sjælland og den sydlige del af Djursland, men Anja Bodholdt forventer, at det stort set vil holde tørt i den nordlige del af landet.

»Vinden vil tiltage i løbet af dagen, så vi i eftermiddag kommer op og får en jævn til hård vind fra øst og nordøst. Det kommer til at føles ganske koldt,« siger hun med henvisning til den såkaldte 'chillfaktor', hvor lave temperaturer og vind får det til at føles koldere, end det i virkeligheden er.

»Temperaturen bliver koldest i Nordjylland med et par graders frost, mens der i området nede omkring Østersøen bliver en-to graders varme,« fortæller meteorologen.

Hun forventer ikke, at snevejrsfronten kommer til at sende kraftige snebyger ned over landet.

»Men det bliver nok langvarigt snefald. Den her front vil stort set ligge over den sydlige og sydvestlige del af landet de kommende 36 timer,« siger hun.

Dog kan der længst mod syd også være en tendens til, at det kan slå over i slud.

»Der er vintervejr i sigte, vil jeg sige,« konkluderer Anja Bodholdt om den kommende tid.