Vi står på tærsklen til »en rigtig flot« dag, men et enkelt sted hænger man temperaturmæssigt lidt i bremsen.

Hvor de fleste egne af landet kan se frem til en del sol og temperaturer mellem 18 og 23 grader, så ser det lidt anderledes ud, når man kigger mod vest.

Ved Vestkysten bliver nemlig køligere, og termometrene kommer nok kun op på 15 grader. Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Trine Pedersen.

Hele dagen begynder dog med en del skyer over især Jylland, lidt ud over Kattegat og måske på Nordfyn.

»Men det er et tyndt skylag, så jeg forventer, at solen her i løbet af formiddagen får brændt skyerne af inde over land. Det kan godt være, at de fortsat hænger lidt ude over vandkanten,« fortæller meteorologen.

Også over Bornholm hænger der nogle skyer, der er efterladenskaber fra mandagens koldfront, i morgentimerne.

»Men når vi kommer op ad dagen, forventer jeg egentlig, at det bliver rigtig flot med en svag til jævn vestenvind og en del sol,« fortæller Trine Pedersen.

Temperaturen kommer for det meste af landet til at lægge sig mellem 18 og 23 grader, og bedst chance for de høje temperaturer finder man nok i den østlige del af Jylland og måske inde midt på Sjælland.

»Til gengæld så hænger de lidt i bremsen ovre ved Vestkysten, hvor vi nok kun når 15 grader. Så det er ikke helt godt at være i sommerhus der lige nu,« fortæller meteorologen – med et smil.

Årsagen til de lavere temperaturer i det område skyldes særligt to ting.

»Dels er der den her lidt kølige vestenvind, dels hænger der en del skyer ude over Nordsøen. Selvom solen kan holde skyerne væk inde fra land, så kommer der en bræmme af skyer, som hænger i strandkanten,« fortæller Trine Pedersen.

Tager man et kig længere frem på ugen, ser vejret ud for at fortsætte med at holde sig tørt og solrigt.

»Hvis man er meget uheldig, kommer der en lille byge ind i mellem, men det er ikke det helt store,« fortæller hun.

Dog kan temperaturen tage et lille dyk den kommende weekend, da der kan komme lidt mere vind.

»Det kan godt være, at vi får et par dage, hvor vi måske hænger lidt nede under de 20 grader igen, men der er ikke den helt store katastrofe i det. Det bliver egentligt pænt og en forholdsvis stabil uge,« forklarer meteorologen.