»Det bliver nok ugens bedste dag rent vejrmæssigt.«

Sådan lyder det tidligt tirsdag morgen fra den vagthavende meteorolog ved DMI, når blikket glider ned over dagens vejrprognose. Det gælder derfor om at nyde det – for snart ændrer det sig.

»Det tegner jo rigtig flot i dag,« forklarer meteorologen Anja Bodholdt.

I morgentimerne vågner beboere i særligt Nordsjælland og hovedstadsområdet op til regn, men i løbet af de kommende timer vil bygerne passere og forsvinde.

»Så skulle der komme sol til landet – med undtagelse af Bornholm,« lyder det.

For mens der i resten af landet i løbet af formiddagen kommer sol og tørvejr, vil den front, der i aften- og nattetimerne har passeret det meste af landet, i stedet krybe hen til Bornholm, hvor den vil give skyer og perioder med regn.

I løbet af eftermiddagen vil der i de andre egne af landet kunne blive dannet lidt flere skyer, mens der vest for Storebælt vil kunne komme en byge.

»Men ellers bliver det overordnet set en rigtig fin dag,« forklarer Anja Bodholdt.

Vinden aftager samtidig en smule og bliver svag til jævn, mens temperaturen kommer til at liste sig op mellem 15 og 18 grader.

Derfor er der også solstråler at finde, når man kigger på vejrudsigten for landets fire største byer.

Aalborg:
Vejrudsigten for Aalborg og Aarhus kommer tirsdag til at minde en smule om hinanden, men der kan dog være et par enkelte forskelle.

For i Aalborg er risikoen – eller chancen, hvis man er til den slags – for byger formentlig lidt mindre.

»Det starter med sol, og i løbet af dagen kommer der lidt flere skyer på himlen. Jeg vil tro, at det forbliver tørt, men måske får man lidt flere skyer i løbet af dagen end i Aarhus,« forklarer meteorologen.

Aarhus:
Her vil der måske kunne være en lidt større risiko for en byge i løbet af eftermiddagen end i Aalborg.

»Men det bliver ikke de store mængder. Hvis bygen er der, så kan man selvfølgelig godt blive våd, men så må man lige stå og vente et kvarter, og så er bygen væk igen,« forklarer Anja Bodholdt.

Odense:
»Det samme gælder også for Odense. Jeg forventer, at det holder tørt dagen igennem,« fortæller meteorologen.

Derudover bliver dagen »flot og med god plads til solskin.«

København:
Det begynder vådt i de tidlige morgentimer i landets hovedstad, men DMI forventer, at bygerne holder inde mellem klokken 08 og 09.

»Der vil jeg tro, det har forladt Sjælland igen. Ellers står den på tørvejr, og det klarer op med god plads til solen over København. Alt i alt en rigtig fin dag,« siger Anja Bodholdt.

Det gælder dog også om at nyde solskinnet denne tirsdag, for allerede fra onsdag vender vejret og bliver mere vådt, lyder det.