»Det bliver generelt gråt vejr – endnu en gang.«
Sådan lyder dommen over torsdagens vejr ifølge Mille Jensen, der er meteorolog ved DMI.
Hun fortæller, at der allerede onsdag aften falder tåge over landet, hvilket »nok hænger ved i morgentimerne«.
Derudover vil der også komme regn flere steder i landet.
»Specielt i det jyske, på Fyn og i dele af Vestsjælland, vil der komme noget regn,« siger Mille Jensen.
»Jeg tror, københavnerne og bornholmerne slipper – måske også folk på Møn,« lyder det.
Temperaturen vil ligge på mellem fire og syv grader.
Konklusionen er dermed, at det endnu engang er et gråt og kedeligt vejr, vi må se frem mod.
Det positive er, at torsdag ikke bliver en blæsende dag, siger meteorologen.
