Mens store dele af det offentlige Danmark er lukket ned, er der denne weekend flere muligheder for at få en smule sol på næsetippen på altanen, i baghaven eller under en rask gåtur i det fri.

For både fredag eftermiddag og det meste af lørdagen titter solen frem, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt fredag morgen.

Fredag starter dog vådt ud, da der bevæger sig byger over landet fra vest.

- I Nordvestjylland klarer det op fra middagstid, hvilket spreder sig til resten af landet. På Bornholm måske først ud på aftenen, siger Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

- Der, hvor det klarer op, bliver det flot vejr med nogen sol og tørt vejr, tilføjer hun.

Vinden bliver fredag jævn til hård fra nord, hvorfor der kommer kølig luft ned over landet.

Derfor falder temperaturerne fra fem til syv grader i dagtimerne fredag til nattefrost natten til lørdag.

- Det ser ud til at blive en kold og frostklar nat med temperaturer mellem frysepunktet og minus fem grader, siger Trine Pedersen.

Lørdag ser overordnet ud til at blive en flot dag, der starter med solrigt og vindstille vejr.

- Det kan godt være, at der kryber nogle skyer ind vestfra i løbet af dagen, men det holder tørt, siger meteorologen.

Dagen starter køligt, men i takt med at solen varmer landet op, stiger temperaturerne til omkring syv grader.

I løbet af dagen tiltager vinden en anelse og bliver let til frisk fra syd. Natten til søndag ser ikke ud til at blive nær så kold som natten før, men der kan enkelte steder lokalt komme nattefrost.

Søndag er der fortsat mulighed for sol på Bornholm og det østlige Sjælland, men ellers ser det ud til at blive en skyet dag.

Der er dog fortsat ikke meget regn på programmet, og selv om der kan komme lidt regn i den vestlige del af landet, ser det ikke ud til at blive dagsregn.

Temperaturerne tager søndag et hop opad til mellem syv og ti grader, mens vinden igen bliver jævn til hård.

/ritzau/