Selvom november markerede starten på vintersæsonen, har vejret de seneste par uger været mere vådt og mildt, end det har været koldt og hvidt.

Det bliver der dog lavet om på i slutningen af ugen.

»Torsdag er der et lavtryk fra sydvest, som bringer regn med sig, men når det er passeret, trækker køligere vinde ind over landet fra nord, og der får vi et vejrskifte,« siger Mette Wagner, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Fredag i dagstimerne skal det blive mellem to til fem grader, mens vi om natten når ned omkring fire frostgrader flere steder i landet. Lørdag nat kan temperaturerne nå helt ned omkring fem graders frost.

»Temperaturerne kommer til at ligge omkring, hvor de burde være, når vi er på vej ind i december,« siger Mette Wagner.

Det er dog ikke kun temperaturerne, der bliver vinter- og måske endda juleagtige. Der er nemlig også en lille mulighed for sne.

»Der kan sagtens være sne og slud i bygerne – nok særligt om natten. Om dagen er vi jo oppe omkring fem grader, så der er det ikke slud mere, men regn i stedet,« siger den vagthavende meteorolog.

Med nattefrosten og nedbør kommer dog også risiko for glatte veje i morgentimerne. Derfor kan det godt betalt sig at være opmærksom, hvis man skal ud i morgentrafikken.

Hvis du ikke allerede har gjort det, at det på tide at få vinterdæk på bilen.
Hvis du ikke allerede har gjort det, at det på tide at få vinterdæk på bilen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Hos DMI anbefaler man at tænke sig om en ekstra gang, inden man kører af sted om morgenen, samt at tage isskraberen i brug.

»Det er også en god ide at holde øje med Vejdirektoratets hjemmeside, og hvis man ikke allerede har gjort det, så er det på tide at få bestilt vinterdæk til bilen.«

Inden hue, vanter og halstørklæde for alvor skal tages frem, får vi lige mulighed for at lufte paraplyen endnu en gang eller to.

»Fra mandag aften og nat trækker der fronter ind over landet, og der kommer en del regn, så vi lige kan få sat nedbørsrekorden godt og grundigt fast,« siger Mette Wagner.