DMI: Dé skal stå tidligt op for at nå det


Store dele af landet vågner op til solskin, når november lørdag går på hæld.
Men i særligt én del af Danmark skal man være tidligt ude, hvis man vil nå at få de sidste solstråler med, på årets næstsidste måned.
Det fortæller Mette Zhang, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.
»Den østlige del af landet – fra Østjylland, og hele vejen over til Sjælland, vågner op til solskin og tørt vejr, hvor det vil være mere skyet i resten af Jylland,« siger hun.
Men i løbet af dagen trækker en front ind over landet, der gør at der vil blive skyet de fleste steder, hvilket også vil føre let regn med sig, lyder det fra meteorologen.
Derfor er det også afhængigt af, hvor du bor i landet, hvis du gerne vil nå at se solen, inden gråvejret tager over, siger hun.
»Du kan godt vente med at stå op til klokken ni, og stadig have chance for at se noget sol. Og du kan nok også godt trække den til middagstid på Sjælland. Det kommer an på, hvordan fronten bevæger sig, men sjællænderne vil nok kunne se sol det meste af formiddagen,« siger hun.
Temperaturerne lørdag bliver mellem tre og ni graders varme, med svag til frisk vind.