Synes du, at den danske sommer var koldere i år, end den plejer at være? Så har du fuldstændig ret. Den bød nemlig på den laveste makstemperatur, DMI nogensinde har målt.

Det oplyser DMI i en pressemeddelelse.

Dermed har vi aldrig tidligere haft en sommer i Danmark, hvor den varmeste dag var så kold, som den var i 2017.

»Den højeste temperatur, vi målte på noget tidspunkt i 2017, var blot 26,8°C. 26,8°C er den laveste maksimumtemperatur vi har set for et kalenderår, siden vi begyndte målingerne i 1874«, siger John Cappelen, der er seniorklimatolog hos DMI.

De 26,8 grader blev endda ikke engang målt i sommeren med i foråret - mere præcist den 27. maj i Holstebro i Vestjylland.

Ifølge DMI er det dog ikke usædvanligt, at årets varmeste temperatur falder i foråret. Det er nemlig sket hele otte gange tidligere i dansk vejrhistorie - seneste i 1993.

Foruden de lave temperaturer bød sommeren '17 også på det færreste antal soltimer i mange år og rigtig meget regn.

Den kedelige vejrrekord, er desværre ikke den eneste, der er blevet sat i år - ifølge DMI bød 2017 nemlig også på et historisk dårligt efterår.

I løbet af september, oktober og november faldt der hele 290 mm regn, og dermed blev efteråret 2017 det vådeste siden 1998, hvor der faldt 280 mm regn i de tre efterårsmåneder.

John Cappelen forklarer det kedeligt vejr med, at vi i Danmark henover sommeren og efteråret har adskillige lavtryk og fronter, som er drønet ind over os fra Atlanten, og den luft er fugtig med mange skyer og meget lidt variation i temperaturerne.