Denne uges sommervarme fortsætter og fortsætter. I hvert fald den næste uges tid og den kommende weekend med.

'Augustvarmen vil ingen ende tage,' skriver DMI på Twitter søndag morgen.

Det betyder altså, at de kommende dage kommer til at ligge mellem 23 og 29 grader. Lokale steder helt op til 32 grader.

»Vi har haft en rigtig varm weekend, og det fine vejr fortsætter. For første gang er vi inde i en lang periode med stabilt sommervejr.« siger Frank Nielsen, vagthavende med DMI.

Mandag og tirsdag kan dog føles lidt køligere, da der kommer mere luft og mere vind. Men overordnet kører varmen på.

»Men køligere og køligere er måske så meget sagt. Vi kommer af med de 32 grader, men det bliver stadig meget varmt.«

Ved landets kyster vil det også kunne mærkes en smule køligere, men det skyldes simpelthen, at vinden blæser ind over.

»Det er jo meget godt, der kommer lidt vind for varmen. Det kan man specielt mærke på sydhavsøerne og på Bornholm, hvor det vil svale lidt. Her vil varmen føles som 23 grader.«

Om de hede grader fortsætter længere end næste uge ud er lidt usikkert, for der er meget tilbage af august.

»August har en vis længde endnu, så vi kan ikke garantere måneden ud. Men det er ikke noget, der lægger op til, at det pludselig skulle blive meget koldt.«

Efter den kommende weekend, kan det dog godt trække op til lidt regn og torden.