Havde du glædet dig til weekenden, hvor der var udsigt til endnu en omgang med sensommerlige temperaturer?

Så må DMI skuffe dig – men ikke alt er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Tidligere på ugen lovede DMI ellers en fejende flot søndag med temperaturer over de 20 grader, idet et højtryk syd for Danmark så ud til at bevæge sig op over landet medbringende lun luft og sommerlige fornemmelser.

Men nogle af DMIs prognoser viste noget helt andet; at et lavtryk fra nordøst ville diktere weekendvejret og i stedet sende kølig luft i vores retning.

Og nu tyder alt på, at det er sådan, det bliver. Med markant køligere søndagsvejr til følge.

»Ja, lige nu har vi aflyst det sensommerlige vejr i weekenden,« siger vagthavende meteorolog ved DMI, Mette Wagner.

I diametral modsætning hertil kan et klassisk efterårsfænomen vise sig for første gang dette efterår.

»Det bliver en kold søndag morgen. Lokalt kan det blive helt ned til to graders varme, så der er mulighed for årstidens første rimfrost,« siger Mette Wagner.

Det ser altså ud til, at shorts og nederdele må blive i klædeskabet i weekenden – hvor det endda bliver noget blæsende. 

Til gengæld bliver det en flot efterårsdag på søndag, trods alt. 

»Hvis vi skal tage de positive briller på, så får vi solen at se på søndag,« siger Mette Wagner.

Før vi når så langt, venter der en fredag, som starter vådt og slutter særdeles blæsende.

»I løbet af dagen drejer vinden over i vest og nordvest og tiltager en del. I aften og nattetimerne kan vi sågar stedvist få vindstød af stormstyrke,« siger Mette Wagner.

DMI har ikke udsendt varsel om storm, idet middelvinden ikke bliver så kraftig, at den opfylder varslingskriterierne.