Et voldsomt vejr er på vej mod Danmark.

DMI varsler om stormende kuling med vindstød af stormstyrke natten til søndag.

Samtidig varsles forhøjet vandstand natten til mandag i Vadehavet, den centrale del af den jyske vestkyst og den vestlige Limfjord. 

Et kraftigt lavtryk, der har fået navnet Boelo, bevæger sig natten til søndag fra Skotland til Sydnorge, og det kommer altså ifølge DMI til at ramme Danmark undervejs med kraftig vind. 

Ved kysterne kan vinden nå op mellem hård vind og stormende kuling med vindstød af stormstyrke eller stærk storm. 

I løbet af søndagen kommer vinden til at aftage. 

Men den kraftige vind forventes at presse vand ind mod Vestkysten og senere ind i Limfjorden og de indre danske farvande, hvilket medfører forhøjet vandstand mange steder. 

'Gør klar til nattens blæsevejr! Det bliver i den barske ende, når den britiske storm, Boelo, sender sine fronter indover Danmark,' lød advarslen fra vejrtjenesten lørdag morgen. 

De første stormstød forventes allerede at ramme sidst på aftenen ved den jyske vestkyst, og i nat breder den kraftige vind sig til hele landet.