Onsdagens vejr byder på et klassisk efterårsvejr. 

Danskerne kan nemlig forvente alt fra solskin og byger til tåge og dis.

Og måske kommer der enkelte steder i landet også til at falde en smule sne i de sene nattetimer.

Det oplyser vagthavende ved DMI, Mette Zhang, til B.T.

»Vi skal forvente et helt almindeligt efterårsvejr, der byder på både sol og skyer, dis, blæst, tåge og byger,« siger hun.

»Ved nattetid falder der måske også hagl – og lokalt kan der falde lidt snefnug.«

Mette Zhang uddyber, at det hovedsageligt er natten til fredag, at DMI forventer en smule sne. 

»Sidst på ugen, torsdag og fredag, antyder vores vejrprognoser nemlig, at de først sne- og sludbyger kan begynde at vise sig,« lød det tirsdag eftermiddag fra det meteorologiske institut. 

Onsdagens tidlige morgentimerne byder på risiko for stedvis dis og tåge – og trafikanter bør derfor være særlig opmærksom.

Temperaturen kan nå op på ti grader, og solen forventes at skinne en smule mere, end den gjorde tirsdag. 

Samtidig kan hele landet forvente spredte byger i løbet af dagen, lyder det.