Kør forsigtigt og giv dig god tid, når du kører hjemmefra tirsdag morgen.
Især, hvis du befinder dig i den vestlige del af landet.
DMI advarer nemlig om tæt tåge i store dele af Jylland tirsdag morgen.
Det er særligt i Vestjylland, at tågen ligger tæt, lyder det.
Mange steder er sigtbarheden under 100 meter.
»Der har dannet sig en del tåge. Især i Vestjylland, men der kan også være lokale tågebanker i den øvrige del af landet,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Erik Hansen.
Det skyldes, at fugtig luft fra Nordsøen er trukket ind over det vestlige Jylland, og i det stille og ellers klare vejr dannes tæt tåge mange steder.
Når solen står op og tager magten, forventer meteorologen, at tågen letter igen.
»Vores varsel gælder til klokken ti. Her regner vi med, at den er lettet,« siger Erik Hansen, som ellers lover »en ganske pæn dag« med både sol og op til 23 grader.


