Tirsdag morgen står du op til en rigtig forårsklassiker, hvor tågen ligger tykt over Danmark.

»Tågen ligger faktisk over det meste af landet, og gamet er lidt, hvornår solen brænder igennem.«

Det fortæller vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Trine Pedersen.

Hun beskriver det vejr, vi udsættes for i denne uge som 'en rigtig forårsklassiker.'

»Det er meget typisk om foråret, at vi har de her udsving i temperaturerne og forskellige vejrtyper.«

»Når de milde sydvesten vinde kommer op over vores kolde farvande, så dannes der tåge. Det er helt klassisk,« siger hun og advarer trafikanterne om, at der udover tågen også kan være pletvis rimglatte veje.

»Det er ikke decideret is, men vejbanerne er fugtige og temperaturerne i vejen kan komme ned omkring frysepunktet, og så kan det godt blive lidt glat,« advarer hun.

Selvom hun understreger, at det er svært at forudsige, hvor hurtigt tågen letter, forventer hun alligevel at tirsdag bliver en pæn og solrig dag.

I hvert fald for de fleste.

Langs Vestkysten vil tågen dog holde stand et godt stykke tid, og det samme gør sig gældende i Østersøregionen og på det meste af Bornholm.

»Når tågen er lettet, kommer solen med temperaturer op mod ni og ti grader. Der hvor tågen bliver liggende, får man kun omkring fire grader,« siger Trine Pedersen.

»Det bliver en rigtig fin dag, hvis vi altså får ret i, at solen får brændt tågen væk.«