Det kan muligvis være en god idé at tage en paraply eller regnjakke med i tasken denne onsdag.
For det ser ud til, at endnu et skybrud og tordenvejr kan ramme landet.
Af den grund har Danmarks Meteorologiske Institut - DMI - onsdag morgen udsendt en såkaldt 'risiko'-melding, hvor man advarer om, at der kan opstå lokale skybrud i løbet af dagen.
'Der er risiko for tordenbyger og lokale skybrud. Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter,' lyder det.
Meldingen er sat til at dække perioden mellem klokken 11:00 og frem til klokken 21:00 for flere egne af landet:
Helt konkret dækker det over de følgende områder:
København og Nordsjælland, Nordjylland, Sydsjælland, Midtsjælland, Stevns, Djursland, Odder, Århus NV (Kronjylland), Sydøstjylland, Silkeborg, Aarhus, Samsø, Midtjylland, Guldborgsund, Odsherred, Sorø, Vejle og Holstebro.
'Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som for eksempel kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes,' lyder det i meldingen fra DMI.
'Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden. Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre,' oplyses det.

