DMI advarer: 'Pak det hele væk for at undgå ulykker'
DMIs meteorolog råder til at bruge lørdagen fornuftigt, inden det kraftige blæsevejr kommer.

DMIs meteorolog råder til at bruge lørdagen fornuftigt, inden det kraftige blæsevejr kommer.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at vejret natten mellem lørdag og søndag bliver ret heftigt.
Men der er næsten en hel vejrlørdag i vente inden da, og selvom det ikke bliver den flotteste, solskinsrige stilhed før stormen, så fortæller DMIs vagthavende meteorolog, Jens Lindskjold, at der trods alt kommer lidt ro på.
»I løbet af natten vil den vestlige del af landet få en del regn og skyer. I løbet af dagen vil et mindre lavtryk passere landet og skabe bygeagtig regn, ligesom det måske allerede vil ruske lidt i træerne ud på eftermiddagen,« siger han.
Meteorologen lover dog stille gråvejr det meste af tiden, der er fint at være ude i.
Temperaturen spænder i den lune ende for årstiden mellem ti og 12 grader.
Meteorologen råder derfor allerede nu til at »pakke haven ned og gøre den klar til lørdag nat, så der ikke sker unødige ulykker«.
»Sent lørdag aften begynder det at blæse op ved jyske vestkyst fra syd. Herfra venter der 24 timer med kraftigt blæsevejr, hvor løse genstande sagtens kan flyve lidt rundt, ligesom restriktioner på broerne heller ikke er udelukket,« siger Jens Lindskjold.
DMI har derudover udsendt et varsel for forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst.
»Vi er vant til at se lignende tilstande en gang eller to om året, og der kan sagtens opstå lokale oversvømmelser på havne, men det er noget lokale myndigheder sagtens kan håndtere,« siger han.