DMI advarer om torsdag: I én landsdel skal man være opmærksom
Én landsdel skal have tørret søvnen ekstra godt ud af øjnene, inden de drøner på arbejde torsdag morgen.

Én landsdel skal have tørret søvnen ekstra godt ud af øjnene, inden de drøner på arbejde torsdag morgen.

Hvis man var vild med det flotte forårsvejr onsdag, så kan man godt glæde sig til torsdag.
I hvert fald i de fleste dele af landet, som vil blive begunstiget af solens stråler det meste af dagen - DMI har dog en opfordring til indbyggerne i én landsdel.
»Det bliver en pæn dag torsdag. Det starter med sol indtagen i den nordligste del af Jylland,« siger Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.
Han forklarer, at et skyområde kommer til at passere det meste af Danmark i torsdag, og det starter i det nordjyske.
»Det er skyer, der passerer med smådryp og regn i nogle timer - så skulle det gerne klare op igen. Det skulle gerne passere ned over Lolland-Falster og Bornholm i løbet af de sene eftermiddags- og aftentimer,« siger Klaus Larsen.
Men selvom det overordnet bliver en flot dag med op mod 13 grader nogle steder i landet, så er der en særlig landsdel, der skal være særligt opmærksomme, når de træder ud af sengen for at transportere sig på arbejde tidligt torsdag morgen:
»Især i den sydøstlige del af landet kan der være pletvis glatte veje i morgentrafikken. Der kan være lidt fugt ved broer og så videre, men i store træk bliver det en pæn morgen,« siger den vagthavende meteorolog, som anbefaler en lidt større jakke fra morgenstunden i Sydøstdanmark, da temperaturerne også kommer ned omkring frysepunktet på de egne.
Vinden bliver dog ikke det store problem torsdag, da den i løbet af dagen ikke bliver kraftigere end svag til jævn.