»Man skal passe temmelig meget på og køre lidt mere forsigtigt i morgentimerne.«

Sådan lyder rådet denne onsdag morgen fra DMI – for en tæt tåge kan i flere dele af landet ligge og genere morgentrafikken med dårlig sigtbarhed.

Af den grund udsendte DMI allerede tirsdag aften et varsel om den tætte tåge, der ville rulle ind over landet i løbet af natten, hvor sigtbarheden nogle steder kan komme ned under 100 meter.

Til B.T. fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Klaus Larsen, at der i de tidlige morgentimer onsdag fortsat ligger tåge mange steder.

»Faktisk er det over det meste af landet. Det er stort set kun bornholmerne, der går fri,« forklarer han.

Nogle steder – særligt i de nordlige egne af landet – er tågen dog så småt begyndt at løfte sig.

»Men den holder noget længere ved ud på formiddagstimerne og generer morgentrafikken i særligt de sydlige egne,« fortæller meteorologen og råder til, at man derfor passer på og kører mere forsigtigt.

Efterhånden som morgen- og formiddagstimerne går, vil tågen løfte sig i alle egne af landet.

Og det ser ikke ud til, at vi får besøg af tågen, der også lagde sig over landet tirsdag morgen, igen lige foreløbig:

»I løbet af dagen bliver vi passeret af en koldfront, der rydder op i det fugtige vejr, vi har, så vi får køligere, men også mere klart vejr de kommende dage,« fortæller Klaus Larsen.