Knap har de kraftige vinde sluppet deres tag i Danmark, før nogle nye tager over.

DMI advarer således nu mod vindstød af stormstyrke, der vil slå løs på kongerriget søndag middag, oplyser meteorolog hos vejrtjenesten, Thyge Rasmussen.

Inden vindene tager til, bliver det dog helt anderledes roligt vejr. Meteorologen fortæller, at lørdagen de fleste steder begynder tørt.

Jo længere mod øst, man befinder sig, jo større er chancen for at få en hel, tør lørdag. Men det gælder kun for de heldige.

For et regnvejr bevæger sig ind over Danmark fra sydvest og giver en solid mængde nedbør til hele landet.

»Der bliver tale om vedvarende regn. Når det for alvor holder op i morgen formiddag, vil der de fleste steder være faldet mellem 10 og 15 millimeter regn,« siger Thyge Rasmussen.

Han fortæller videre, at de kraftige vinde vil begynde at tage til omkring middagstid.

»Især i Nordvestjylland bliver det ganske blæsende med vindstød op til stormstyrke.«

»Det bliver værst om eftermiddagen, mens vinden søndag aften bliver lidt svagere igen.«

»Hele landet får generelt frisk vind til kuling, men de fleste undgår stormstød og slipper med skrækken,« siger meteorologen.

Kraftige vinde vil fortsætte natten igennem, men mandag morgen vil det klare op.

Der vil ifølge DMI's prognose kun komme enkelte byger hist og pist på den nye uges første dag.