DMI advarer søndag morgen om risiko for torden og lokale skybrud i en lang række byer i Jylland og på Fyn.

Ifølge vejrtjenesten kan der falde mellem 15 og 25 milimeter regn på blot 30 min.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at lavtliggende områder som kældre og viadukter risikerer at blive oversvømmet. DMI opfordrer videre til, at man tilpasser sin fart i trafikken til, at der kan være dårligere sigtbarhed og vand på kørebanen.

Det er også en god ide at tjekke sine tagrender, nedløbsrør og afløbsriste ved sin bolig, inden vandet rammer.

DMI's varsel gælder fra klokken 12 søndag til klokken 20. Der er tale om en risikovarsel, der kan udvikle sig til et reelt varsel om voldsomt vejr.

Varslen gælder for følgende byer og områder:

Sønderjylland, Billund, Djursland, Odder, Trekant området, Århus NV (Kronjylland), Sydøstjylland, Silkeborg, Aarhus, Midtjylland, Vendsyssel, Himmerland, Storaalborg, Jammerbugt, Middelfart, Assens, Odense, Nordfyn, Faaborg-Midtfyn, Esbjerg, Varde, Vejen, Morsø, Holstebro, Struer og Ringkøbing-Skjern.